Om forskningsinterview og terapeutisk samtale

Kapitlet findes i Interviewet som forskningsmetode af Jette Fog, Klaus Bruhn Jensen, Ole Steen Kristensen og Steinar Kvale, 1987.

Jeg skriver først en række stikord/-sætninger fra kapitlet, og laver til sidst en lille opsummering. Første lange del af blogindlægget er derfor ikke nødvendigvis særlig sammenhængende.

—————————————————————

Forskelle og ligheder mellem forskningsinterview og teurapeutiske samtaler.

Det man foretager sig i forskningsøjemed og det man foretager sig i terapeutisk sammenhæng kan begge beskrives som samtaler/dialoger – men med forskelligt formål. De er samtaler præget af et formål.

Samtalen
En samtale er det vi snakker om, ikke det min samtalepartner vil med sit tema for samtalen. Temaet er det som findes mellem ’jeg’ og ’du’, og som både er det som samværet handler om, og det som formidler det. Der er en gentaget optagethed mellem min samtalepartner og mig. Snakken flyder åbent mellem os.

Hvis jeg derimod begynder at fortolke hans udsagn, og ikke tager dem for givet, så er jeg ikke længere midt i samtalen, men har en afstand til den og os. Jeg observerer, overvejer og planlægger – jeg udtrykker mig med et formål. I en almindelig samtale er denne form for dialog præget af mistanksomhed og skepsis.

Samtale med formål
Forskningsinterview og terapeutiske samtaler er ikke bare åbne dialoger. De er formålsbestemte. Og formålet  tjener hovedsagelig den enes formål.

I den teraputiske samtale er det klientens formål, at slippe af med nogle problemer ved samtalens og terapeutens hjælp

I forskningsinterviewet skal forskeren bruge interviewpersonens udtalelser til sine egne forskningsmæssige formål.

En terapeut skal ikke tale om sig selv – denne og klienten kan ikke gøre gensidig brug af hinanden. Forskeren får heller ikke noget ud af selv at tale, så får hun ikke informantens informationer.

Fællestrækkene og ulighederne
I begge samtaler gælder at den ene person spørger/lytter, forstår og fortolker og endelig tilbageformidler det sagte.

Situationens overordnede mål, er det som adskiller dem. Terapeutens formål er at hjælpe klienten, Forskeren har brug for den interviewedes hjælp.

Spørgsmålet om fortolkning og ændring får betydning for forskningsinterviewet i det eventuelle spændingsforhold mellem personens egenforståelse og interviewerens forståelse af samme.

Når vi er i en samtale med forskningsformål, er forholdet flerfoldigt: Vi ønsker at få klarlagt sagsforhold, som interviewpersonen antages at vide noget om, og at få klarlagt dennes perspektiv på sagsforholdet.

Hvad stiller man op, når der er modsigelse mellem dne fortolkning man som interviewer kan give af interviewpersonens udsagn og hans eget perspektiv/fortolkning?

Hvad gør man, når man fortolker?
Man “ser” og “hører” mønstre. Når man lytter, hører man struktur, gentagelser, ordvalg og tonefald og man bemærker mimik og kropsholdning. Hvad skriver man, som interviewer, der er overbevist om at ordene ikke er dækkende? Giv udtryk for problemet i interview-situationen, forhandl dig frem til en fælles forståelse. Hvis dette ikke lykkes, så må jeg skrive denne opfattelse som hans. Mine egne fortolkninger må jeg give i situationen.

Jo færre interviewpersonerne er, jo mere nærtgående interviewet er og jo mere undersøgelsen indeholder refleksioner over selv ognærmeste, des større grund til agtpågivenhed og varsomhed med, hvad man gør.

Om at trænge til bunds i sagen
Forskellige typer af dialoger er “den åbne”, “den lukkede” og “den vagtsomme”. Forskellen på forskningsinterview og terapeutisk samtale i forhold til en almindelig samtale er, at personerne i disse formålsstyrede samtaler har indvilget frivilligt i at deltage i en situation hvor den anden part forstår og fortolker.

Formålene i de to typer interview er forskellige. I terapien er klientens ytringer, verbale såvel som nonverbale, det interessante. Det drejer sig om at afsløre klienten, og få det som dækker og slører arbejdet af vejen. Klienten tillader at terapeuten spørger om alt, så længe  det tjener hans sag. Grænserne er væk og styringen bestemmes af, hvad der er godt for personen.

I forskningsinterviewet handler det om at klarlægge det, som informanten ved besked om og at blotlægge hans perspektiv på sagen. Man kan gøre ham opmærksom på, hvis hans udsagn er selvmodsigende, og udfordre hans perspektiv på sig selv og på sagsforholdene. Men hvis han insisterer på en bestem fortolkning eller forståelse af omverdenen, så er det en del af hans perspektiv! Og det perspektiv må man acceptere og arbejde videre med, og finde ud af hvordan man vil forholde sig til.

Forholdet mellem forskning og moral
Afsnitte baseres på forskningsinterviewet, men inddrager den terapeutiske samtale, når det er relevant.

Der er altid en dobbelthed i en samtale: Kommunikation om noget og kommunikation om selv. Mennesket er indrettet, så det er opmærksom på denne dobbelthed, og derfor (potentielt) opmærksom på den måde, hvorpå sagsforholdet udtrykkes. Mennesket er derfor i et bestandigt, gensidit og højst okmpliceret kommunikationsforhold med sin næste.

Jeg ved at jeg ser, og jeg ved at jeg bliver set. Og jeg ved, at han ved, at jeg ser, og at han også ved, at jeg ved, at jeg ser, og ved at jeg bliver set.

det betyder at “undersøgelsesobjektet” ikke er et objekt, i den forstand at det passivt lader sig undersøge. Forskeren bliver sat i betydning af “sit objekt”.

Intervieweren og interviewpersonen taler om et tema. Og personen forholder sig til dette tema med hele sin historiske dannelse. Og i og med han gør dette, forholder han sig til intervieweren som person, som et socialt dannet og socialt vedligeholdt selv.

Om både moral og forskning indenfor humanvidenskaberne gælder at: Objektet har subjektivitet, og må behandles som sådan. Dvs. at forskningsspørgsmål og moralspørgsmål hænger sammen. Det fælles grundlag de hviler på er socialitet, menneskelighed og med-menneskelighed.

Dialogen danner det empiriske grundlag for analyse og begrebsliggørelse. Erkendelsen af genstanden/fænomenet sker i interaktionen med samme. Det særlige er, at forskningsprocessen er en gensidig kommunikationsproces.

En principiel kritik mod denne metodik er, at forskeren pga sin interageren med objektet ødelægger sin mulighed for at opnå objektiv viden.

Mennesket har bevidsthed. Og det medfører at mennesket altid forholder sig. I en konkret forskningsproces, kan man tro, at man kan eliminere forskerpåvirkningen. Men det er en illusion. Forskeren virker på undersøgelsespersonerne, og de gør sig forestillinger, hvadenten han vil det eller ej.
Undersøgelsesobjektet er et særligt objekt, det har subjektivitet. Dvs. at det har intentioner og følelser. Og det indebærer at hvor meget man end prøver at undgå det, så er forskningsprocessen en gensidig proces. Betragteren bliver selv betragtet – det er vilkårene for at studere levende mennesker.

Når man udfylder et spørgeskema tænker man altid: Hvad mener han med dette spørgsmål, hvor vil han hen med det? Hvad sal den her undersøgelse bruges til etc. Man er konstant i kommunikation med spørgeren og hans spørgeskema.

Helt konkret kan man som forsker påvirke det man undersøger illegitimt med ledende spørgsmål, intimidering m.v. (Heldigvis lader folk sig ikke så nemt snøre).
Interviewet har den fordel, at det foregår synligt i alle led. Hvis man som interviewer får mistanke om at personen er “påvirket” af interaktionen, kan man forsøge at efterprøve og tydeliggøre det i interviewsituationen. Man kan vende tilbage til samme tema, belyse det fra forskellige vinkler, gribe fat i modsigelser og undersøge om de er tilsyneladende eller reelle.
Bagefter, i analysefasen, er det ikke svært at fornemme om dialogen er en reel dialog, eller om det drejer sig om at forskeren har påført interviewpersonen sin monolog

Konsekvensen af forholdet mellem forskning og moral
Følgende handler om betydningen af at det humane forskningsobjekt er af samme slags som forskeren. Begge er de individer, som forholder sig refleksivt og virksomt handlende til deres verden. Forskningsobjektet er humant, og “må” behandles som sådan.

I en forskningssituation er der grænser for, hvor langt man må gå, i forhold til at udfordre interviewpersonens forståelse/selvforståelse. Man har ikke lov til at tage personens falske forestillinger fra ham. Ændring er ikke et tilsigtet perspektiv.

Det interviewpersonen har sagt ja til, er en samtale, hvori han fortæller mig om sin verden og sig selv. Han har ikke sagt ja til at ændre sig og ikke bedt om hjælp til selvhjælp.

I en terapeutisk proces, forekommer der et subjektskifte. Klienten går fra at være handle-u-dygtig til at være en handlende agent.

Spørgsmålet er, om det kan være et moralsk problem, hvorvidt man skalgive sig til at tage stilling til folks liv, gribe ind i det? Det kan det, fordi det er forbundet med arbejde angst, og smerte at gå fra objektpositionen til den position, hvorfra man kan handle.

Det er afgørende for den terapeutiske samtale, at den er frivillig, og at personen accepterer terapeutens indgriben i hans liv, fordi han vil den. Situationen er ikke den samme i et interview!

En forudsætning for at kunne balancere mellem de to typer interview, er at man er opmærksom på problemet, og opmærksom påhvor grænsen går, for hvad man kan spørge om eller sætte spørgsmålstegn ved. Jo mere nærgående og personligt det ønskede empiriske materiale er, des større er problemet, og des større opmærksomhed på og klarere sansning af den andens grænser kræves der.

Et vigtigt aspekt er, at man som interviewer må kunne holde ud at se folk forblive i det, som man anser som illusion, som ideologiske fejltagelser, som tilsløring af realiteter og som forsvar, og kunne holde det ud uden selv at føle sig truet.

Sammenfattende kan alt ovenstående udtrykkes således, at manpå den ene side har forskningsformålet som styrende, og på dne anden side har konkret mellemmenneskelig moral som grænse og betingelse for denne styring.

 

 

This entry was posted in Interviewteknikker, Samtaleteknikker. Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>